Deltag i Metal CS:GO Ligaen

​Dansk Metal overtager sponsoratet af den liga, der tidligere har været kendt som Den Blå Liga. Fremover kommer ligaen til at hedde Metal CS:GO-ligaen.

Det betyder, at Dansk Metal får sin egen Counter-Strike: Global Offensive-liga (CS:GO), hvor gaming-entusiaster kan prøve deres evner og holdarbejde af mod hinanden i et af verdens mest populære computerspil.

Holdene, der deltager, er alle danske, og en sejr i en sæsonkamp er forbundet med en pengepræmie.

Formålet er at skabe fokus på fag, der traditionelt set hører til hos Dansk Metal. Samlet har Dansk Metal 25.000 medlemmer inden for informations- og kommunikationsteknologi-sektoren. (IKT). Det er fag som it-supporter, datatekniker og webintegratorer.

Samtidig er gaming et felt i rivende udvikling. Og det er målet med sponsoratet at få Dansk Metal til at være en naturlig samarbejdspartner for unge, der brænder for it og dataarbejde.