Jeg vil starte egen virksomhed
Læs om muligheden for for at kunne få supplerende dagpenge, hvis du opstarter en selvstændig virksomhed, mens du er ledig
Supplerende dagpenge samtidig med drift af selvstændig virksomhed
Det er vigtigt, at du giver Metal A-kasse besked, hvis du opstarter eller driver selvstændig virksomhed som ledig.
Du kan få supplerende dagpenge samtidig med drift af selvstændig virksomhed i en begrænset periode på 30 uger inden for 104 uger.
Alle uger, hvor du modtager dagpenge medregnes ved opgørelsen af 30-ugers-begrænsningen, uanset om du har haft arbejdsopgaver i din virksomhed eller ej i den pågældende uge. I forbindelse med opstart af en virksomhed under ledighed, skal du være opmærksom på, at alle uger i den måned, hvor du starter virksomheden, tæller med. Dette gælder også de uger, der ligger forud for opstarten.
Også uger, hvor du har lønarbejde på nedsat tid og modtaget supplerende dagpenge, medregnes ved opgørelsen af 30-ugers-begrænsningen.
Det er en betingelse for at du kan få supplerende dagpenge, at du kan stå fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet samtidig med drift af selvstændig virksomhed. Du skal således være aktivt jobsøgende og deltage i møder og aktiviteter hos jobcenteret og a-kassen. Du må ikke have kontraktmæssige forpligtelser over for kunder, leverandører eller samarbejdspartnere i din virksomhed, som medfører, at du ikke med dags varsel vil kunne overtage henvist arbejde eller deltage i møder eller aktiviteter hos jobcenteret eller i a-kassen.
Alt dit arbejde med virksomheden skal modregnes i dine dagpenge.
Efter 30 uger kan du ikke længere modtage dagpenge, medmindre du ophører med virksomheden. Du kan medregne dit overskud fra drift af selvstændig virksomhed ved opgørelsen af, om du har optjent ret til en 2-årig dagpengeperiode. Indkomsten indgår også i beregningen af din dagpengesats.
Hvis du ikke har ret til en ny 30-ugers-periode med supplerende dagpenge, kan du under visse betingelser forlænge 30-ugers-perioden med op til 12 uger.
Hvis du har drevet virksomheden som en bibeskæftigelse forud for din ledighed, og virksomheden endnu ikke er ophørt, kan du få supplerende dagpenge samtidig med, at du viderefører virksomheden under din ledighed. Det kræver, at du kan stå fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet samtidig med driften af virksomheden.
Hvis virksomheden har været din hovedbeskæftigelse forud for din ledighed, skal den være ophørt, før du kan få dagpenge.
Det skal du være opmærksom på
- Du kan ikke modtage dagpenge, når du er ophørt med drift af en selvstændig virksomhed mere end én gang inden for en dagpengeperiode. Ved dit andet ophør med selvstændig virksomhed i løbet af dagpengeperioden har du ikke længere ret til dagpenge.
- Du vil heller ikke kunne få dagpenge, hvis du ledigmeldte dig efter ophør med selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, og du derefter starter ny selvstændig virksomhed i en 6 måneders jobsøgningsperiode efter ophøret. Du vil i så fald ikke have ret til dagpenge i den resterende del af 6-måneders jobsøgningsperioden, uanset at det kun er en bibeskæftigelse.
Forskellige aktiviteter - Forskellige konsekvenser for dagpenge
Det har forskellige konsekvenser for din ret til dagpenge, om din aktivitet anses for at være
- drift af selvstændig virksomhed,
- formueforvaltning,
- fritidsbeskæftigelse eller
- hobby/fritidsaktivitet.
Når du bliver ledig, skal a-kassen vurdere, om du har drevet selvstændig virksomhed, og om det har været din hoved- eller bibeskæftigelse, eller om aktiviteten er formueforvaltning, fritidsbeskæftigelse eller hobby/fritidsaktivitet.
Definitionen på forskellige aktiviteter
Selvstændig virksomhed
Du anses for at drive selvstændig virksomhed, hvis alle følgende tre betingelser er opfyldt:
- aktiviteten har et erhvervsmæssigt element, dvs. et formål om at opnå økonomisk udbytte, og
- du har eller har haft personligt arbejde med aktiviteten, og
- det er desuden en betingelse, at:
- aktiviteten er registreret med et CVR-nummer eller har en lovbestemt pligt til at være registreret med et CVR-nummer, fx som følge af momsreglerne, eller
- over-/underskud fra aktiviteten skal beskattes efter skattereglerne for selvstændige, eller
- du får løn som A-indkomst fra et selskab (fx aktie- eller anpartsselskab), hvor du har afgørende indflydelse, eller
- aktiviteten er udført af dig som medarbejdende ægtefælle uden, at du har indgået en lønaftale med din ægtefælles virksomhed, eller
- aktiviteten medfører, at du modtager B-indkomst fra en virksomhed, som er ejet af helt eller delvist af dig, eller
- at aktiviteten udføres i et selskab, hvor du har afgørende indflydelse.
Du anses for at have afgørende indflydelse på et aktie- eller anpartsselskab, hvis du eller din ægtefælle alene eller sammen med nærmeste familie er indehaver af
- mindst 50% af selskabskapitalen, eller
- mindst 50% af selskabskapitalens stemmeværdi, eller
- en bestemmende andel af selskabets kapital, eller
- en bestemmende andel af stemmerne i selskabet.
"Nærmeste familie" er dine eller din ægtefælles børn (herunder adoptivbørn og ægtefællens særbørn), børnebørn, forældre, bedsteforældre eller søskende. Du anses også for at have afgørende indflydelse, hvis du er beskæftiget med et drifts-/datterselskab gennem et holdingselskab, som du har afgørende indflydelse på.
Formueforvaltning
En aktivitet, hvor formålet er at opnå økonomisk udbytte, anses for at være formueforvaltning, når du
- har lejeindtægter fra udlejning af fast ejendom, hvis du ikke har haft personligt arbejde med udlejningen, eller
- passivt ejer en virksomhed, og du dermed ikke har eller personligt arbejde i virksomheden, eller
ejer en bortforpagtet virksomhed, eller - forvalter egen formue, herunder køb og salg af værdipapirer, eller
- i øvrigt ikke eller i meget begrænset omfang har personligt arbejde forbundet med den erhvervsmæssige aktivitet.
Selvom du har personligt arbejde med en af de ovennævnte aktiviteter, kan aktiviteten anses for at være formueforvaltning, hvis arbejdet er af meget begrænset omfang. Du skal sandsynliggøre, at du bruger højest 5 timer om måneden på aktiviteten.
Din aktivitet bliver ikke modregnet i dine dagpenge. Men du kan ikke bruge overskud fra formueforvaltning til at optjene ret til dagpenge eller til beregning af dagpengesats.
Fritidsbeskæftigelse
Din aktivitet anses for at være fritidsbeskæftigelse, hvis aktiviteten har et erhvervsmæssigt element, dvs., at formålet er at opnå økonomisk udbytte, men ikke kan anses for at være selvstændig virksomhed, formueforvaltning eller lønarbejde.
Alt dit arbejde med fritidsbeskæftigelsen skal modregnes i dine dagpenge.
Du har pligt til at oplyse a-kassen om din fritidsbeskæftigelse og om alt dit arbejde med fritidsbeskæftigelsen.
Du kan ikke bruge overskud fra fritidsbeskæftigelsen til at optjene ret til dagpenge eller til beregning af dagpenge- eller efterlønssats.
Mange forskellige aktiviteter vil kunne anses for at være en fritidsbeskæftigelse. Men følgende aktiviteter vil altid anses for at være fritidsbeskæftigelse, så længe de opfylder bestemte betingelser:
- Deltidslandbrug (fritidslandbrug)
- Udlejning af én ejendom
- Fredskov
- Vindmølle eller solcelleanlæg
- Biavl
Hobby/fritidsaktivitet
Din aktivitet anses for at være en hobby eller fritidsaktivitet, hvis aktiviteten ikke har et erhvervsmæssigt element. Formålet med aktiviteten må derfor ikke være at opnå økonomisk udbytte. Du må ikke tilbyde salg af varer eller tjeneste-/serviceydelser. Du må ikke være CVR-registreret med aktiviteten eller have en lovbestemt pligt til at være registreret med et CVR-nummer, fx pga. momsreglerne. Aktiviteten må ikke være omfattet af skattereglerne om over-/underskud for selvstændige erhvervsdrivende.
Hobby og fritidsaktiviteter modregnes ikke i dine dagpenge, og du kan ikke opnå rettigheder i arbejdsløshedsforsikringen på grundlag af din hobby/fritidsaktivitet.
Det skal du gøre for at få dagpenge
1
Meld dig ledig og opret dit CV
På din første ledighedsdag skal du melde dig ledig og samtidig oprette dit CV på jobnet.dk
2
Udfyld en ledighedserklæring
Du skal udfylde en ledighedserklæring, som er din ansøgning om dagpenge. Du udfylder en ledighedserklæring her på danskmetal.dk
3
Søg job aktivt
Som ledig skal du være aktivt jobsøgende. Du skal søge job seriøst og realistisk hver uge både inden for og uden for dit fagområde. Du kan benytte Metal Jobservice og din afdeling til at finde dit næste job.
4
Registrer job du vil søge og har søgt
Log ind her på hjemmesiden og se din joblog. Her skal du registrere de job, du gerne vil søge, og de job, du har søgt. Brug din joblog mindst én gang om ugen. Det er din dokumentation for, at du er aktivt jobsøgende.
5
Overhold møder og aktiviteter
For at beholde retten til at få dagpenge er det vigtigt, at du overholder alle frister, aftaler og møder. Du skal deltage i samtaler, aktiviteter og tilbud hos Metal A-kasse og i jobcenteret. Nogle af møderne har du selv ansvaret for at booke, så sørg for altid at holde dig orienteret om de bookingfrister, du modtager.
6
Udfyld et dagpengekort hver måned
Hver måned skal du udfylde dit dagpengekort på danskmetal.dk. På dagpengekortet skal du skrive, hvis du har været på ferie, har været syg eller har haft arbejde. Det er vigtigt, at du udfylder dagpengekortet senest den tredje sidste hverdag i måneden, hvis du vil have udbetalt dagpengene på månedens sidste bankdag.
7
Giv besked om sygdom
Du skal melde dig syg på Min side på jobnet.dk eller kontakte jobcenteret på første sygedag. Bliver du syg, kan du få dagpenge under de første 14 dages sygdom hos Metal A-kasse. Hvis du derefter fortsat er syg, kan du anmode din kommune om at få sygedagpenge.
Når du bliver rask, skal du raskmelde dig på jobnet.dk.
8
Giv besked om ferie
Når du vil holde ferie, skal du melde det på Min side på jobnet.dk senest 14 dage før din første feriedage. Ellers har du pligt til at deltage i møder, samtaler, aktiviteter og aktiveringstilbud.
9
Giv besked, hvis du får et job
Afmeld dig som ledig dagpengemodtager på jobnet.dk, hvis du får fuldtidsarbejde med en varighed over 14 dage.
Hvis du har fast deltidsarbejde eller kortere ansættelsesforhold og ønsker supplerende dagpenge i a-kassen, skal du ikke afmelde dig som ledig dagpengemodtager. Under visse betingelser kan du få supplerende dagpenge i a-kassen, når du arbejder på nedsat tid.
Ophør med drift af selvstændig virksomhed
- Kan jeg anses for ophørt med drift af min virksomhed ved at overdrage, sælge, bortforpagte eller udleje virksomheden?
- Kan jeg ophøre ved at afmelde virksomheden i CVR-registeret?
- Kan jeg anses for ophørt, mens virksomheden er under afvikling, men endnu ikke afmeldt i CVR-registeret?
- Kan jeg anses for ophørt med drift af min virksomhed i tilfælde af konkurs eller tvangsauktion?
- Kan jeg ophøre ved at udtræde af en virksomhed, som jeg ejer sammen med andre?
- Kan jeg anses for ophørt som selvstændig ved at udtræde af en virksomhed som ejes af min ægtefælle?
- Kan jeg ophøre ved at omdanne virksomheden til formueforvaltning?
- Kan jeg anses for ophørt med drift af min udenlandske virksomhed?
Læs om betingelserne for at kunne få dagpenge
Se fordelene ved at være medlem af Metal A-kasse
Ofte stillede spørgsmål og svar
- Hvordan genoptjener jeg retten til en ny 30-ugers-periode med supplerende dagpenge?
- Kan jeg forlænge 30-ugers-perioden med ret til supplerende dagpenge med min beskæftigelse med selvstændig virksomhed?
- Kan jeg optjene ret til dagpenge på grundlag af drift af selvstændig virksomhed?
- Anses jeg for at drive selvstændig virksomhed, hvis jeg arbejder i min ægtefælles virksomhed?
- Er der andre dagpengebegrænsninger ved ophør med selvstændig virksomhed end venteperiode?
- Hvordan beregner I min dagpengesats, når jeg har drevet selvstændig virksomhed før min ledigmeldelse?
- Hvordan skifter min aktivitet definition?
- Hvad er definitionen på selvstændig virksomhed i dagpengereglerne?
- Hvad er definitionen på formueforvaltning i dagpengereglerne?
- Hvad er definitionen på fritidsbeskæftigelse i dagpengereglerne?
- Hvad er definitionen på hobby/fritidsaktivitet i dagpengereglerne?
Ring til Metal A-kasse
Hvis du mister dit arbejde og skal melde dig ledig eller har andre spørgsmål om dagpenge
3363 2122Mandag til torsdag kl. 8.30-17.00
Fredag kl. 8.30-14.00
Husk at du også altid er velkommen til at skrive til os eller kontakte din lokalafdeling