Gratis a-kasse

Vær gratis medlem af Metal A-kasse under din uddannelse. Så kan du få dagpenge fra første ledighedsdag, når du afslutter uddannelsen.

heroImage
""

Fordele ved at være medlem af Metal A-kasse allerede under din uddannelse

  • Du kan få gratis a-kasse under din uddannelse
  • Du er sikret en indtægt med dagpenge fra Metal A-kasse, hvis du ikke har job efter uddannelsen.
  • Du har mulighed for at få dagpenge allerede fra første ledighedsdag, og du undgår en karensperiode på en måned, hvor du ikke kan få dagpenge, hvis du melder dig ind i Metal A-kasse senest 12 måneder før, du bliver udlært.
  • Som ledig kan du deltage i en jobrettet uddannelse i op til 6 uger.
  • Du får adgang til Metal JobService, som er et unikt tilbud til medlemmer af Metal A-kasse.
  • Du har mulighed for at få en Snart udlært-samtale i din afdeling. Du får hjælp til at finde dit første job, hvis du ikke har et efter din læretid.
  • Du får mulighed for en Metal JobStarter-samtale, hvis du bliver opsagt.

Gratis medlem af a-kassen

I nogle tilfælde kan du blive gratis medlem af a-kassen og dermed sikre dig selv økonomisk med dagpenge, hvis du bliver ledig som nyuddannet. Det gælder blandt andet lærlinge og elever.

Er du lærling eller under uddannelse, kan du blive gratis medlem af a-kassen på visse betingelser. Gratis a-kasse vil sige, at du er fritaget for at betale a-kasse-kontingent. Om det gælder dig, afhænger af den uddannelse, som du følger, dine indtægter og andre forhold.

Du kan have gratis a-kasse i sammenlagt maximalt 5 år. Hvis du har haft gratis a-kasse i en anden a-kasse, bliver disse perioder lagt sammen og tæller med i 5 års begrænsningen.

Du kan ikke få ydelser fra a-kassen i den periode, hvor du får gratis a-kasse.

Betingelser for gratis a-kasse

  • Er du i lønnet uddannelse som lærling eller elev, må dine samlede indtægter fra lærlinge-/elevløn, anden beskæftigelse og SU ikke overstige 305.421 kr. (2025-tal) opgjort i en 12 måneders periode. Indtægtsgrænsen svarer til 120,67 procent af den højeste dagpengesats på et år.
  • Din uddannelse skal være på mindst 18 måneder.
  • Din uddannelse skal give dig ret til at få dagpenge som nyuddannet (dimittend) i a-kassen. Det kan eksempelvis være en erhvervsuddannelse (EUD eller EUX) eller en erhvervsakademi- eller professionsbacheloruddannelse.
  • Du må ikke modtage offentlig forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik eller lignende lovgivning. Får du offentlig forsørgelse til dækning af almindelige leveomkostninger, kan du ikke få gratis a-kasse. Det gælder eksempelvis, hvis du får kontanthjælp eller revalideringsydelse.
  • Hvis du læser på en SU-uddannelse, må dine samlede indtægter fra SU og beskæftigelse ikke overstige 305.421 kr. (2025-tal) opgjort i en 12 måneders periode. Indtægtsgrænsen svarer til 120,67 procent af den højeste dagpengesats på et år.

Du kan først få gratis a-kasse fra den dato, hvor a-kassen har modtaget din anmodning. Gratis a-kasse gives for 12 måneder ad gangen og slutter, når du afslutter eller ophører med uddannelsen.

Du kan ikke få gratis a-kasse for perioder, som er på under 12 måneder, medmindre du afslutter eller ophører med uddannelsen inden for 12 måneders perioden.

Hvis du afslutter eller ophører med uddannelsen inden for en 12 måneders periode, opgøres den samlede indtægt som indtægten i den del af perioden, hvor du deltog i uddannelsen. Den samlede indtægt må udgøre en forholdsmæssig del af 120,67 procent af den højeste dagpengesats på et år.

Voksenlærling

Hvis du er fyldt 30 år og er voksenlærling på en uddannelsesaftale efter §§ 154-160 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, er du ikke omfattet af en indtægtsgrænse for at få gratis a-kasse.

Jeg vil være medlem af Metal A-kasse

Ring til Metal A-kasse

Hvis du har spørgsmål til dit kontingent, medlemskab eller gratis a-kasse under uddannelse

3363 2121

Mandag til torsdag: 8.30-17.00

Fredag: 8.30-14.00

Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os  eller kontakte din lokalafdeling.