Ja. Du kan anses for ophørt med et selskab, når du har omdannet selskabet til et holdingselskab (kapitalselskab) ved at dokumentere, at det er anmeldt til Erhvervsstyrelsen, at formålet med selskabet er ændret til formueforvaltning, formueadministration, formuepleje eller lignende.

Det skal samtidig dokumenteres, at der ikke er erhvervsaktiviteter i selskabet, og at driftsmidler mv. i selskabet, der har dannet grundlag for din erhvervsudøvelse, er afhændet.

Det drejer sig om den situation, hvor et driftsselskab omlægges, så der ikke længere er en drift i selskabet, fx ved at driften er solgt, og formålet med selskabet alene er at varetage formuen fra salget.

Ved ophøret skal du igennem en venteperiode på 3 uger, hvor du ikke har ret til dagpenge i a-kassen. Venteperioden løber fra dagen efter, dit ophør er dokumenteret. Du skal kun gennemgå venteperioden, hvis virksomheden efter dagpengereglerne anses for at have været din hovedbeskæftigelse. Du skal ikke gennemgå en venteperiode, hvis virksomheden må anses for at have været din bibeskæftigelse.