​Ja. Du kan anses for ophørt med en virksomhed, når du udtræder som medejer af virksomheden, og det er registreret hos Erhvervsstyrelsen, at du ikke længere er ejer. Udtræder du af et selskab med flere ejere, kan du dog anses for ophørt med virksomheden, når du ikke længere har afgørende indflydelse i selskabet. Ændringerne i ejerforholdene skal være registreret hos Erhvervsstyrelsen.

Du anses for at have afgørende indflydelse på et aktie- eller anpartsselskab, hvis du eller din ægtefælle alene eller sammen med nærmeste familie er indehaver af

  • mindst 50% af selskabskapitalen, eller
  • mindst 50% af selskabskapitalens stemmeværdi, eller
  • en bestemmende andel af selskabets kapital, eller
  • en bestemmende andel af stemmerne i selskabet.

"Nærmeste familie" er dine eller din ægtefælles børn (herunder adoptivbørn og ægtefællens særbørn), børnebørn, forældre, bedsteforældre eller søskende. Du anses også for at have afgørende indflydelse, hvis du er beskæftiget med et drifts-/datterselskab gennem et holdingselskab, som du har afgørende indflydelse på.

Ved ophøret skal du igennem en venteperiode på 3 uger, hvor du ikke har ret til dagpenge i a-kassen. Venteperioden løber fra dagen efter, dit ophør er dokumenteret. Du skal kun gennemgå venteperioden, hvis virksomheden efter dagpengereglerne anses for at have været din hovedbeskæftigelse. Du skal ikke gennemgå en venteperiode, hvis virksomheden må anses for at have været din bibeskæftigelse.