Stolt faglært
Da Jørgen blev 60, besluttede han sig for at tage en uddannelse
På en lidt bagvendt måde har arbejdet taget så meget tid, at Jørgen Skyt fra Dianalund aldrig fik taget en uddannelse. Ikke før nu hvor han i en alder af 63 år, er udlært klejnsmed.
”Det er de færreste, der kunne stemme til ældrerådet, mens de gik på grundforløb 2,” griner Jørgen Skyt.
Han ved godt, at det ikke er hverdagskost at se folk i hans alder på erhvervsuddannelserne.
Men da han i en ledighedsperiode hørte om muligheden for uddannelsesløft - som kort fortalt er et tilbud om 110% dagpengesats under uddannelse på udvalgte erhvervsuddannelser - var chancen der:
”Som voksen har jeg jo hus og sådanne ting. Jeg kunne ikke skalere ned til SU. Så hvis ikke den ordning eksisterede, havde jeg stadig været ufaglært et eller andet sted. Det var absolut den ordning, der gjorde det muligt,” fortæller Jørgen Skyt, som ikke tænkte, det var for sent at gå i gang:
”Nej, slet ikke. Det var da i hvert fald på tide, kan man sige,” griner han.
Smeltet bly og P3 i hørebøfferne
Han har helt fra barnsben interesseret sig for metal. Og med et arbejdsliv hvor han de seneste år arbejdede med svejsning og montage lå det lige for at uddanne sig til klejnsmed:
”Jeg har nok været en 7-8 år, da jeg gik og samlede det her balancebly, der var faldet af bilernes fælge. Det lå jo i vejkanten. Og så kunne jeg smelte det om i en konservesdåse. Den her fascination af materialer og deres egenskaber har jeg altid haft. Og en lyst til at bruge mine hænder til at skabe noget,” fortæller Jørgen Skyt
Men hvordan er det så at starte på en uddannelse, hvor de fleste andre netop har afsluttet folkeskolen, når man selv er rundet de 60 år?
”Jeg var jo forberedt, kan man sige. Men de andre skulle da lige vænne sig til det og nok også lærerne. Men det har faktisk været sjovt, og vi svingede godt sammen,” siger Jørgen Skyt.
Jeg synes heller ikke, jeg opfører mig som en gammel sur mand. Jeg har p3 i ørebøfferne og er nysgerrig på min omverden. Men det er da klart, at jeg var boomeren i flokken.
”Jeg synes heller ikke, jeg opfører mig som en gammel, sur mand. Jeg har p3 i ørebøfferne og er nysgerrig på min omverden. Men det er da klart, at jeg var boomeren i flokken.”
Da han fik læreplads hos Kongskilde Industries i Sorø, var han ikke længere alderspræsident. Om end han stadig var det blandt lærlingene:
”Det var fantastisk at være på Kongskilde. Når man spurgte om noget, var der hjælp med det samme. Og så var der pludselig andre på samme alder som mig jo. Det var fedt. De tog godt imod mig, selvom jeg var lærling, og vi kunne også lave sjov med det,” fortæller han.
Alder er ikke et problem - før du søger job
Han har arbejdet autodidakt med computer, databaser og it. Undervist og svejst. Altid som ufaglært. Men nu har han endelig en uddannelse.
”Det betyder noget at kunne sige, jeg er faglært.”
”Jeg føler mig hjemme i faget, så det var fedt at få svendebrevet. Indtil da har jeg kun haft en studentereksamen. Det er jo ikke en uddannelse som sådan. Nu har bevis for, at jeg er klejnsmed,” siger Jørgen Skyt.
Men i sin jobsøgning oplever han, at alderen klinger negativt:
”Det er svært at søge job som 60-årig. Det må jeg bare erkende. Jeg oplever, at min alder er en barriere for arbejdsgiverne på trods af, at man mange steder opfordrer alle til at søge. Og det er ærgerligt, for jeg har mange gode år i mig endnu,” siger han.
Det er en af de sjældne gange, hvor du som virksomhed kan få en nyuddannet klejnsmed med mere end 10 års erfaring fra faget. Det sker ikke så tit
Han håber, at der snart er en virksomhed, der får øjnene op, for det han kan tilbyde:
”Jeg kan jo det skidt,” griner han og fortsætter:
” Så jeg glæder mig til at få et arbejde. Og prøv at høre her: Det er en af de sjældne gange, hvor du som virksomhed kan få en nyuddannet klejnsmed med mere end 10 års erfaring fra faget. Det sker ikke så tit,” smiler han kækt.
Uanset, er han glad for, at han brugte muligheden for uddannelsesløftordningen
”Det var en god beslutning, og jeg synes, det er vigtigt folk kender til ordningen. Jeg tror det kunne være en god vej for mange andre også.”
Vil du vide mere om uddannelsesløft og 110% dagpenge?
Med uddannelsesløft kan du tage en erhvervsuddannelse, mens du er på dagpenge. Det er en mulighed for dig, der er fyldt 30 år og er ufaglært eller faglært med en forældet uddannelse.
Læs her hvilke krav, du skal opfylde og hvilke uddannelser, du kan vælge imellem.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp?
Ring til Dansk Metal og få en snak med en af vores medarbejdere.
3363 2000Mandag-torsdag: 08.30-17.00
Fredag: 08.30-14.00
Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os eller bestille en opringning. Se vores kontaktmuligheder.