Han har husets bedste værelse i den gamle messebygning ved siden af lufthavnen. Tre vinduer med udsigt ud mod fjorden. Ole Jensen på 63 år bor og arbejder her i den lille bygd Kulusuk. Et sted med 226 indbyggere på østkysten i Grønland. 

Her koster 50 gb internet 699 om måneden, og tv-signalet forsvinder, når snemasserne spærrer for parabolen. Der er langt til det meste, og lufthavnen er en vigtig livsnerve. Porten til Østgrønland bliver stedet kaldt. Det er her, indenrigsfly lander fra Vestgrønland og flyruten fra Island. I lufthavnen, der blev bygget i 1956 som en del af et forsvarssystem til tidlig varsling af US Air Force.

Og her arbejder Ole Jensen fra Metal Midt-Vestsjælland, som tillært lastbilsmekaniker og altmuligmand.
Her hvor årstiderne har dirigentstokken, og det eneste reelle landdyr er isbjørne. De ”nakkede” en nede i bygden tirsdag morgen. Den var ”rimelig stor”.

Man kan høre sig selv indefra

”Nu sidder jeg her på mit kontor på værkstedet, med udsigt ned over Hotellet, messebygningen og fjorden. Her kan jeg glo på hvaler – pukkelhvaler og sildepiskere,” siger Ole Jensen, som svar på det oplagte spørgsmål: Hvad er det, der gør, at han er søgt mod Grønland?

”Det er luften. Det larmer kun inde i hovedet. Man sidder der og kan høre sig selv indefra. I bund og grund skræmmende, fordi man har gået i så meget larm i så mange år.”

Ideen om Grønland havde han gået med i mange år. Men det krævede, at man kendte nogen, der kendte nogen. Så han pakkede den væk og ”gik med det sikre”. Blev gift og fik børn. Og gik måske lidt i stå efter eget udsagn.  Men livet tager nogle gange en drejning, og pludselig var muligheden der.

”Jeg fik et halvt års orlov fra mit job i Slagelse. Det var jeg vildt glad for” fortæller Ole, der endte med at blive hængende. For Grønland var godt for ham:

”Derhjemme rendte jeg og åd en masse piller for smerter i knæ og ryg. En uge efter, jeg landede spiste jeg ikke flere. Jeg kunne forestille mig, at det var stresssymptomer,” siger han: ”Her går livet på en anden måde.”

Du skal vide lidt om alt

Det var midt i juni, den tid på året, hvor solen aldrig rigtigt går ned, at han ankom til lufthavnen sammen med en kollega: ”Vi kørte rundt og havde det skidesjovt.” Men den 1. august rejste kollegaen videre til Thule Airbase.

”Så stod jeg bare med alle mine talenter og nogle amerikanerting fra dengang, de var her, bl.a. gamle amerikanske biler.”

”Men det er også det, jeg synes, der er fedt, ikke? Her skal du vide lidt om alt. Du kan godt købe noget nyt, men der er flere ugers ventetid. Du skal kunne se muligheder og kunne svejse en gummistøvle og en bulldozer sammen. Være to skridt foran og få noget ud af ingenting. Det er bare sådan, det er. Ellers så går det hele i stå.”

”Hvis man ikke er fleksibel her, kan man lige så godt gå sin vej. Der er ikke så meget pjat.”

Det er her i Østgrønland i Kulusuk på værkstedet, han trives. Hvor hans bedste ven, hotelmanageren, kommer forbi og drikker kaffe et par gange om dagen. Hvor han selv bestemmer alt, indtil vejret gør det.

Han griner lidt, når han lytter til Go Morgen Danmark, og de varsler fem centimeter sne i Danmark: ”Sikke noget jammer,” siger han overbærende.

”Man kan se langt heroppe, når vejret er klart. Det er helt fantastisk. Men når det river, så river det altså. Det er så ting og sager bliver flået i stykker. Der er smæk på. Så lukker alting. Fra mit værksted og op til lufthavnen, er der måske 300 meter. Der har vi før haft så meget sne at det har taget en dag at få ryddet det stykke.”

For tre vintre siden fik de så en ny sneblæser i Kulusuk lufthavn, der kan flytte 5000 tons sne i timen. 40-50 meter væk.