Velkommen til indblik i Seniorklubber i Region Nordjylland

Velkommen til indblik i Seniorklubber i Region Nordjylland

Jeg har længe glædet mig til at  skrive lidt om, hvad der foregår i seniorklubberne i Region Nordjylland.
Vi har 6 velfungerende og aktive klubber i Skagen, Knivholt (Hjørring) Hirtshals, Thy-Mors, Aalborg og Himmerland. Vi har desværre også 4 klubber, uden at nævne navne, der ligger i dvale.

Klubben Knivholt fortjener lidt speciel omtale, da den er tilknyttet Knivholt Hovedgård, der i dag fungerer dels som museum, men også som kulturelt samlingssted. Klubben er behjælpelig med at  reparere og servicere bygningerne, men fremstiller og reparerer for alle der har specielle opgaver. 
Værkstedet holder åbent, når der er dagsarrangementer på Knivholt, så interesserede kan få indblik i, hvordan ting fremstilles i en gammel smedje.

Fælles for alle klubberne er formålet: At mødes og knytte nye bånd og venskaber i et hyggeligt forum, hvor mottoet er: ”Her er der ingen pligter, men en masse muligheder”. Jeg har selv personligt oplevet at få mange nye og spændende venskaber, det tror jeg også gælder alle der møder op med et åbent sind.

Af arrangementer kan jeg nævne besøg på virksomheder og  foredrag med politikere, både folketingsmedlemmer, og regionale og kommunale. Et godt eksempel på et foredrag har været med politiet angående den øgede IT-kriminalitet og de falske bankpersoner der opsøger især ældre mennesker. Det kan der ikke oplyses for meget om, da disse banditter hele tiden finder på nye måder at  snyde på.. Vi har jo også den nye ældrereform der har budt på mange møder, hvor vi har kunnet få svar på nogle af vores spørgsmål, men også videregive vores ønsker og ideer til et godt seniorliv til politikerne. Næsten alle arrangementer er fremkommet efter ønske fra medlemmerne, så er det jo kun det rent praktiske, bestyrelserne skal tage sig af, det gør, at fremmødet bliver større, når medlemmerne føler sig som medskaber af et arrangement.

Der arrangeres også skov- og traveture, spisning i det fri,  sejl- og busture  til udlandet og meget andet, det er kun fantasien der sætter begrænsninger. En sikker klassiker er den årlige julefrokost som trækker mange seniorer op ad sæderne, her går snakken lystigt, når først et par snapse er røget inden for vesten.

Har dette vakt din interesse, og du gerne vil vide mere om, hvad der sker i din lokale seniorklub, kan du kontakte din afdeling eller gå ind på afdelings hjemmeside, her findes et link til seniorklubben. På seniorklubbens side har flere lagt deres aktivitetskalender op sammen med oplysninger om bestyrelsen og kontaktoplysninger til den lokale formand for seniorklubben.

Til slut har jeg en lille bøn til dem som besøger hjemmesiden: Hvis I har kendskab til seniorer der ikke bruger/har computer, vil I ikke være så søde at  holde dem orienteret om, hvad der sker i klubben, det er jo desværre blevet så dyrt at  sende breve, at klubbens sparsomme økonomi ikke kan tåle disse udgifter.

Med dette vil jeg gerne ønske alle læserne en fortsat god sommer, og håber I er friske på et godt andet halvår i klubberne.

Med venlig hilsen

Leon K. Sørensen

Region Nordjylland

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?

Ring til Dansk Metal og få en snak med en af vores medarbejdere.

3363 2000

Mandag-torsdag: 08.30-17.00
Fredag: 08.30-14.00

Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os eller bestille en opringning. Se vores kontaktmuligheder.